Strandkål: Nordens sunde urkål med spændende smag og potentielle sundhedsfordele
Når vi taler om nærende og naturlige råvarer fra vores nordiske natur, kommer strandkål helt i front. Denne vilde kålplante – Crambe maritima – vokser langs kysterne i Danmark og har været spist herhjemme i århundreder, længe før vi begyndte at dyrke broccoli og blomkål i køkkenhaverne.
Men strandkål er ikke bare en spændende smagsgiver – den er også rig på bioaktive plantestoffer, som kan styrke kroppen indefra. Hos Bioma er vi optagede af de fødevarer, der naturligt understøtter vores mikrobiom, immunforsvar og cellers selvbeskyttelse. Strandkål er netop en af dem.
Hvad er strandkål – og hvordan smager den?
Strandkål vokser vildt på stenede strande og klitter og er let at kende på sine bølgede, blågrønne blade og de smukke, hvide blomster. Smagen afhænger af sæson og alder – de spæde forårsskud smager friskt og nøddeagtigt, nogle gange lidt som ærter, mens de ældre blade kan være mere bitre.
Du kan spise strandkål både rå og let tilberedt – fx dampet, stegt eller fermenteret – og den er oplagt i salater, sammen med fisk eller som et grønt indslag i en antiinflammatorisk kost. Strandkålens smukke, hvide blomster er ikke kun dekorative – de er også spiselige og har en mild, let pebret smag og en dejlig honningagtig duft. Du kan bruge dem som et elegant og næringsrigt drys på salater, supper eller f.eks. oven på dampet fisk. Blomsterne indeholder de samme gavnlige plantestoffer som bladene
Flere danske kokke, især i det nordiske køkken, bruger strandkål som sæsonråvare. F.eks. har René Redzepi (Noma) nævnt strandkål i opskrifter og i Nomas tilgang til at bruge vilde planter. Hans danske 'VILD MAD'-projekt fremhæver strandkål som en spændende nordisk grøntsag i deres app og undervisningsmateriale.
OBS: Husk altid at høste med omtanke og i små mængder. Strandkål er fredet nogle steder – tjek lokale regler, før du plukker.
En nordisk kraftfuld plante – fyldt med næringsstoffer
Ligesom andre medlemmer af korsblomstfamilien (Brassicaceae), som broccoli og grønkål, er strandkål rig på en række plantestoffer med dokumenterede sundhedsfordele. Bl.a. har den danske professor fra KU, Lars Ove Dragsted, forsket i hvordan glucosinolater og isothiocyanater påvirker kræftforebyggelse  - læs om studiet HER.
Glucosinolater → Isothiocyanater
Når du tygger eller tilbereder strandkål, omdannes glucosinolater til isothiocyanater – forbindelser, som i studier har vist sig at kunne hæmme væksten af kræftceller, især i bryst-, lunge- og tarmvæv [1,2].
Naturlig afgiftning
Isothiocyanater har også evnen til at aktivere kroppens egne afgiftningsenzymer, som hjælper med at neutralisere og udskille skadelige stoffer, herunder potentielt kræftfremkaldende forbindelser [3,4].
Strandkål er desuden rig på sulfur, en naturlig svovlforbindelse, som spiller en central rolle i leverens afgiftningsprocesser. Det gør planten til en værdifuld støtte i kroppens evne til at rense og beskytte sig selv 
Antioxidanter og carotenoider
Strandkål indeholder carotenoider, som virker som antioxidanter og beskytter kroppens celler mod oxidativt stress – noget, der både påvirker aldring, immunforsvar og inflammationstilstande [5].
Selvom strandkål ikke er blevet undersøgt i lige så stor detalje som fx broccoli, peger dens tilhørsforhold til korsblomstfamilien på mange af de samme egenskaber.
Mineral indhold 
Da strandkål vokser ved kysterne er den rig på mange vigtige mineraler: Jod, jern, mangan, calcium, magnesium og kalium.
Derfor anbefaler Bioma strandkål i kosten
Hos Bioma anbefaler vi at tænke bredt, lokalt og farverigt, når du vælger grøntsager. Strandkål er ikke bare en historisk urkål – den er en moderne sundhedspartner, særligt hvis du: ønsker at spise antiinflammatorisk og plantebaseret, er nysgerrig på vilde, nordiske råvarer, vil støtte kroppens egne afgiftningsmekanismer og celleforsvar, er glad for variation i kosten og det kulinariske.

Sådan bruger du strandkål – Biomas tips

Rå: Brug kun de spæde blade som base i salater eller drys på supper
Letdampet: Servér med lidt citron og olivenolie til fisk eller æg
Stegt: Lynsteg i olivenolie med hvidløg og sesam
Fermenteret: Brug de unge blade i små glas med salt og krydderier – som nordisk kimchi
Blancherede stængler: Nyd som "asparges", evt. med misosmør eller tahindressing.
*
Strandkål er et levende bevis på, at sundhed og næring findes lige uden for døren. Når vi spiser flere vilde, bitre og fiberrige grøntsager – som strandkål – støtter vi både mikrobiomet, tarmbarrieren og de antiinflammatoriske processer, som er helt centrale i Biomas tilgang.
Tag strandens næring med ind i dit køkken – og lad kroppen nyde godt af urtidens kål.

Prøv Biomas simple opskrift og få smagt på strandkålen
 
Smørstegt strandkål med citron og ristede mandler:
Ingredienser: (2 personer)
2 håndfulde spæde strandkålsblade
25 g smør
1 spsk olivenolie
1 lille fed hvidløg, finthakket
2 spsk ristede mandelflager
Skal og saft af ½ øko-citron
Salt og friskkværnet peber
 Sådan gør du:
Skyl strandkålen grundigt, og dup den tør.
Varm smør og olivenolie på en pande ved middel varme.
Tilsæt hvidløget, og svits 20 sekunder uden at det tager farve.
Kom strandkålen på panden og steg 1-2 minutter, til den falder let sammen men stadig har bid.
Sluk for varmen, drys med citronskal, lidt citronsaft, salt og peber.
Anret straks på et fad og drys med ristede mandelflager.
*
Kilder og referencer: 1. Zhang Y. et al., Cancer Prevention Research, 2006, 2. Verhoeven DTH et al., Cancer Epidemiology Biomarkers & Prevention, 1996, 3. Fahey JW et al., Pharmacological Research, 2015, 4. Hayes JD et al., Free Radical Biology and Medicine, 2009, 5. Krinsky NI et al., Annual Review of Nutrition, 2005

Hold øje med vores næste sæson-fermenteringsworkshops. Hos 
Bioma omsætter vi viden til handling – og naturens planter er en del af løsningen.

Se også..

Back to Top